Min krop er på mine “gamle dage” blevet min hellige gral. Men nøj, hvor har vi været gennem meget og vi har bestemt været uvenner undervejs på min livsrejse. Min krop har skulle finde sig i en del: at blive talt grimt til og om, ikke få den nødvendige næring og at blive behandlet som en ting helt seperat fra mig – som noget andet end mig.
Hvorfor blev jeg uvenner med min krop?
Jeg husker det ikke længere helt præcist, men mit forhold til mad begyndte at blive anstrengt omkring starten af puberteten. Jeg var den høje pige. Og jeg var den første i min venindegruppe til at få menstruation og bryster. Det skammede jeg mig over og synes var utrolig pinligt. Hvorfor ved jeg ikke. Så jeg begyndte at gå i løst tøj for at skjule mine former. Min logik må have været, at hvis jeg ikke kunne lide den udvikling min krop gennemgik (en udvikling, som er smuk og naturlig), og som jeg ingen kontrol havde over, så kunne jeg måske få kontrollen tilbage ved at styre benhårdt, hvad jeg spiste og hvornår. Omforme min krop gennem maden. Mit forhold til mad begyndte at blive anstrengt, og mad fik alt for meget opmærksomhed – som konsekvens af, at min krop pludselig fyldte i min bevidsthed. Sådan var det de fleste af mine teenageår og ind i 20’erne.
Healing gennem plantebaseret kost
I midten af 20’erne begyndte jeg at leve plantebaseret og mit syn på både mad og min krop blev pludselig positivt. Hvor andre måske så det som (yderligere) restriktioner af min kost, så var det for mig noget helt andet. Det handlede om at spise med hjertet og se mad som noget helt nyt: næring til min krop og som hverken gjorde skade på mig eller andre. Jeg fik det pludselig godt af at spise mad og begyndte at elske mad igen. Følte jeg kunne spise alt og nyde det – for det var lavet af planter og gav mig aldrig ubehag som før, hverken fysisk eller psykisk. Kort fortalt; jeg fik det godt af at spise mad, der gjorde mig og planeten godt.
Fuld accept af min krop
Jeg hviler fuldkommen i, at jeg ser ud som jeg gør. Jeg skammer mig ikke eller gemmer mig væk. Appelsinhud, strækmærker og pigmentfejl er mine unikke mærker. Ligesom med ar, fortæller de min livshistorie.
I dag er mit kropsbillede positivt og jeg har den dybeste respekt for min krop, hvilket kun er blevet forstærket efter at skabe, bære, føde og amme mine to børn. Jeg takker den, accepterer den og tager den aldrig for givet. Mit helbred og min sundhed – fysisk som mentalt – er mit ansvar. Det er en stor prioritet for mig at understøtte alt, hvad min krop kan og gør for mig, hvilket jeg har stor indflydelse på gennem min kost og livsstil. Jeg vil gerne belønne den med god, sund og næringsrig mad. Men jeg giver også plads til mine længsler, og nyder at spise det stykke banakage, chokolade eller is, som min krop efterspørger. For i min verden behøver det ikke nødvendigvis være usundt, og selv hvis min vægt svinger 1-2 kilo, så er det ikke vigtig for mig. Min vægt blev førhen tjekket slavisk og nu aner jeg ikke engang, hvad jeg vejer. Det handler ikke om vægt, men om udstråling.
Det eneste sted jeg med sikkerhed ved, at jeg skal være resten af dette jordiske liv, er i min krop – så selvfølgelig skal det være et sted, hvor jeg befinder mig godt.
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 