New Chapters

2023 har været et vildt år på alle måder. Fyldt med oplevelser, forandringer, læring og indsigter.

Jeg er blevet uddannet yogalærer, har taget en spirituel uddannelse, har skrevet udkast og indsendt tre børnebøger til forlag (afventer!), vi er flyttet fra lejligheden på Frederiksberg til Stevns, jeg er gravid med vores 3. barn og vi har opløst gamle venskaber og bragt liv til nye. Når jeg ser tilbage på det sidste år, så er jeg intet mindre end sikker på, at jeg har været i stand til at manifestere alle de ændringer i mit liv.

Jeg har undervejs og har stadig fuldkommen tillid til universet og mærker, at jeg er støttet. Det er ikke altid, at meningen åbenbarer sig i det aktuelle øjeblik, men ved accept af det, der er, så er min erfaring, at meningen vil vise sig. Vi skal blot være opmærksomme på vores eget blik på verden.

Yogapraksis

Jeg har i mange år elsket, hvad yoga har gjort for mig fysisk og mentalt. Det er den træningsform, der ultimativt giver mig den største velvære. Derfor startede jeg med en veninde sidste forår på yogauddannelse.

Som yogalærer brænder jeg for at give alt det videre og mere til, som yoga har givet mig. Når jeg underviser er det for at skabe rum for andre, hvor de opnår fysisk og psykisk velvære. Stillingerne bruges til at guide bevidstheden ind i kroppen, grounde energien samt forbinde yogaen med noget større i os og end os.

Jeg nyder virkelig at undervise her på Stevns i de magiske naturomgivelser, og glæder mig til at undervise mere, når min krop tillader det igen.

Fra by til land

I flere år har jeg inderligt ønsket mig at være omgivet af mere ro og mere natur. Særligt fødslen af Vincent i 2020 satte det på spidsen. Jeg længtes ud til træer, vand, åbne vidder og fuglefløjt. Kevin var ikke klar til at forlade vores liv på Frederiksberg, men jeg kiggede alligevel på huse hele tiden. Pludselig opstod en situation, hvor det åbenlyst gav mening for os at forlade byen. En situation, som jeg inderligt tror på, at jeg var i stand til at manifestere, så min store drøm om hus på landet kunne gå i opfyldelse.

Heldigvis blev det vores fælles beslutning at forlade byen til fordel for landet, og Kevin sagde den anden dag: “Det er den bedste beslutning, at vi har købt dette hus”. Vores familie trives virkelig i disse magiske rammer, hvor vi kan følge sæsonerne helt tæt på i vores egen dejlige have. Vi finder det fortryllende, hvor smukt månen skinner ind, hvor klart stjernerne ses på himlen samt skønheden i solopgangen, som vi kan se fra sengen.

Tredje barn

Efter fødslen af Vincent vidste jeg, at jeg ikke var færdig med at få børn. Og siden han var halvandet år, har jeg brændende ønsket mig et barn mere. Men India og Vincent er født med kun to år imellem og Kevin havde brug for lige at mærke os lidt mere. Det gav heller ikke meget mening med tre børn i lejligheden på Frederiksberg, men kort tid efter, at vi havde skrevet under på vores hus, blev jeg gravid med vores søn, som jeg har termin med 8. maj. Endnu et meget ønsket barn af hele familien, og jeg føler mig vanvittig taknemmelig over at få lov til at skabe liv endnu en gang.

Venskaber

Det er vigtigt for mig, at mennesker i mit liv bidrager med positivitet, visdom og udvider mine perspektiver. Jeg har tidligere skrevet om venskaber, og hvordan de udvikler sig, genfødes eller visner. Nøgleordene for mig i venskab er tillid, ærlighed, sårbarhed og kærlighed https://thewalnut.dk/2018/01/13/valued-relations/.

Jeg har hele livet haft let ved at give slip på relationer, der har drænet mig eller givet mig følelsen af, at relationen var uligevægtig. I 2023 har både Kevin og jeg sagt pænt farvel til mennesker, der ikke bidrager positivt i vores liv eller som blot i alt for mange år ikke har prioriteret os. Det har skabt plads og tid til, at både gamle og nye relationer kunne blomstre op.

Spirituel rejse

Jeg har været på en spirituel rejse i seks år efterhånden, og den blev forstærket under min spirituelle uddannelse, som jeg færdiggjorde sidste forår. Selvom uddannelsen er afsluttet, er min spirituelle rejse langt fra slut.

For mig handler spiritualitet om energier, intentioner, bevidsthed, tilstedeværelse, langsommelighed, taknemmelighed, accept og dybe indsigter i mig selv. Det hele er forbundet og jeg bestræber mig på at leve et autentisk og nærværende liv for min egen skyld. Ingen andres. Så jeg kan få det bedste ud af den tid, som jeg er her i denne lånte krop.

Spirituelle Børnebøger

I vores hjemmeliv læser vi mange bøger. Jeg har altid været glad for bøger og ungerne har det på samme måde. Men der er virkelig langt mellem de gode børnebøger med en kærlig og ordentlig tone både til og mellem børn, smukke underliggende budskaber og fri for uhyggelige elementer. Derfor har jeg længe leget med tanken om at skrive min egen børnebogsserie, og de første tre bøger er nu skrevet og indsendt til forlag. Har fået afslag fra to forlag, og i skrivende stund afventer jeg svar fra et tredje forlag. Jeg ved i mit hjerte, at de bøger skal ud at leve – om jeg så selv skal udgive dem. For mig er de nemlig en måde at bringe kærlige budskaber til både børn og deres voksne, der læser for dem. Stay tuned 🤞🏼

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv en kommentar