Jeg vil ikke gå travl gennem livet. Ikke længere. Min happy ending kommer ikke af, at jeg halser efter noget. Løber stærkt, har fart på hele tiden og altid er på vej et sted hen. Min happy ending er lige nu. I dette øjeblik. For dette øjeblik er det eneste, jeg har og nogensinde vil have.
Vi glemmer tit at livet er nu. Ikke i morgen. Ikke på fredag. Ikke på næste ferie. Ikke når vi får eller opnår noget i fremtiden. Det er lige nu. I denne krop, som vi låner. Kroppen er ikke vores og vi kan ikke tage den med os, når vi dør. Ligesom intet andet i vores liv er vores. Alt er til låns. Og jeg øver mig meget på at sige: tak for lån. Tak for lån af et venskab, der ikke længere består. Tak for lån til kærligheden og læringen fra en partner, der ikke længere er i mit liv. Tak for lån af taget over hovedet til en bolig, hvor jeg ikke længere bor. For det var aldrig mit. Det var til låns.
Vi kan ikke eje hinanden og vi kan ikke eje ting. Vi kan have glæde af det i en tid, men det kan aldrig blive vores. Og når jeg siger tak for lån i stedet for at være skuffet, ærgerlig og frustreret over det, der ikke længere er i mit liv, sætter jeg mig selv fri. Jeg fodrer ikke mit ego med mit, mit, mit og mere, mere, mere. Jeg takker for det, der ikke mere er mit at låne. Giver slip på det. Giver det videre.
Jeg øver mig ligeledes i at sætte pris på, og takke for alt, hvad der er i mit liv. At mærke taknemmeligheden og sige tak hver eneste dag. Tak for alle de mennesker, jeg omgiver mig med. Alt hvad der betyder noget og har værdi for mig. En bog jeg holder af at læse, en kjole jeg føler mig smuk i, en krystal der løfter min energi og en stol jeg nyder at sidde i. Men jeg skelner mellem, at det er i mit liv og ikke er mit. For er det smukkeste i virkeligheden ikke, når vi sender noget videre, så det kan blive værdifuldt for andre? Når vi anerkender og omfavner den cykliske proces, som livet er.
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 