Det er som om, at vi har glemt, at vi alle selv har været børn. Det er et faktum, at alle os voksne har været bittesmå væsener, der var fuldstændig afhængige af kærlighed, omsorg og pleje. At verden var stor for os. Til tider skræmmende. At vi følte os mest trygge og veltilpas, når vi havde vores voksne tæt på.
Jeg husker følelsen af lykke, ro og tryghed, når mine forældre var tæt på. Især når de holdt om mig. Kyssede mig. Kiggede på mig med varme øjne. Løftede mig op. Bar mig. Lod mig sove i deres seng. Så mig, hørte mig og anerkendte mig. Når de talte til mig med varme i stemmen. Så var min verden er rart sted.
Sjovt nok havde jeg glemt, hvordan bare nærheden af mine forældre kunne gøre verden til et trygt sted. Det havde jeg glemt, da India blev født og jeg prøvede en kort periode at lære hende at sove i sin barnevogn. Hun brokkede sig. Ville ikke. Hun ville op til mig. Jeg tænkte, at det skulle hun lære, så jeg kunne få hænderne fri. Hun brokkede sig mere. For at fortælle mig, at hun ikke var tryg. At hun gerne ville være i min favn. Det kunne jeg tydeligvis ikke forstå. Så hun græd til sidst. Og jeg tog hende op til mig. Gråden stoppede. For hun var tryg nu. Som om hun sagde: nu forstod du endelig. Men hvorfor reagerede jeg ikke, da hun brokkede sig. Hvorfor skulle hun græde før, jeg virkelig forstod.
Heldigvis fattede jeg budskabet til sidst – lidt tungnem som jeg tydeligvis var, for jeg prøvede en del gange. Bæreselen blev hendes sted. Der sov hun og der sad hun vågen. Indtil hun som større sov lur i sengen sammen med mig eller sin far.
Derfor har jeg ikke forsøgt barnevogn med Vincent. Fordi det behøver han ikke lære, og han har altid sovet godt på os. Ligesom sin søster. Han skal tids nok blive selvstændig og fjerne sig fra mig helt automatisk. Og den dag er det formentlig mig, der ikke ønsker afstanden mellem os. Fordi det sikkert sker før, at jeg forstår det. Så nu nyder jeg livet med børnene helt tæt på. For lige pludselig har de ikke behov for mig mere på samme måde. Og barndommen er kun et splitsekund, så jeg føler hverken en ofring eller belastning. Jeg føler en dedikation omkring at give mine børn præcis dét, som de efterspørger af nærhed, kærlighed og tilstedeværelse.
Der er forskel på børn, og der er ikke én rigtig måde, der passer alle. Det er vores ansvar som forældre at se, høre og anerkende vores børns behov og imødekomme dem efter bedste evne ❤️
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 