Jeg træffer mange valg, som ikke er de samme som alle andres. I starten var det svært at bekæmpe usikkerheden, fordi det føltes som et større ansvar at gå egne veje. Som om, at der var mere på spil og konsekvenserne var større. Hvis ikke jeg gjorde “som alle andre”, så var det jo mit ansvar. Især hvis valget viste sig at være forkert (det vender jeg tilbage til.)
I forhold til valget om at holde vores børn ude af institution, følte jeg mig mere konfronteret med mit ansvar for vores børns trivsel. Vi har selvfølgelig alle et ansvar for vores børns trivsel. Men ved at følge “normen”, så kan ansvaret føles camoufleret af strømmens valg. For hvis alle andre gør det, så må det være det rigtige.
Heldigvis har jeg de sidste år lært at mærke mig selv langt mere. I mine beslutninger, men også i livet generelt. Jeg lever ikke mit liv for at gøre andre tilpas eller passe ind i deres billede af mig. Jeg lever for mig. Ved at leve efter den overbevisning er det min erfaring, at mine beslutninger kun er rigtige for mig, hvis de også føles rigtige i kroppen. De kan ikke kun være rationelt rigtige for hovedet, for jeg skal lave en kropslig indtjekning for at sikre sammenhængskraften. Og hvis kroppen ikke siger kæmpe “JA”, så bliver det et “nej tak”. For ellers er det min erfaring, at jeg ikke vil lande rigtigt i min beslutning og skal bruge for meget energi på at argumentere i hovedet for beslutningens rigtighed.
Med andre ord, skaber jeg et liv, hvor jeg ikke behøver opholde mig i hovedet, men hvor min krops visdom er den primære kilde til alt.
Hvordan ved du, at du vælger rigtigt/har ret?
Jeg ved ikke, at jeg har ret eller om jeg vælger det rigtige. Men jeg føler, at jeg har ret og det er det rette valg for mig. Det er min krops visdom, min intuition, der er min bedste guide. For der er uendelig meget, som jeg ikke ved meget om, men jeg har lært at stole på min intuition. I princippet havde jeg ikke behøvet at læse så meget om små børn, deres udvikling, deres tilknytningsbehov osv. for at fravælge institution. For det føltes bare ikke rigtigt i kroppen, at vi skulle være adskilt fra vores børn – min intuition talte sit eget tydelig sprog og jeg lyttede. Altså kunne det have været ligemeget, hvad der stod i bøger og videnskabelige artikler. Det var i sidste ende ikke dem, der gav mig svaret. Svaret havde jeg selv.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke finder det brugbart at rådføre mig med andre eller undersøge. Især ting, som jeg kan mærke en usikkerhed omkring som vacciner, investeringer og politik. Men grundlæggende lever jeg mere og mere ud fra den overbevisning, at jeg ikke behøver vide meget om noget for at vide, hvad der er rigtigt for mig. Albert Camus siger så smukt: “Hjertet har en fornuft, som fornuften ikke forstår”. Det er et simpelt og meget vigtigt budskab for mig.
Kan vi vælge om?
Jeg er meget ydmyg omkring, at jeg ikke kender mit fremtidige jeg, mine fremtidige ønsker eller behov. Derfor tager jeg altid udgangpunkt i mit nu, når jeg træffer beslutninger. Jeg kender ikke fremtiden, og derfor er det energispild at forsøge at regne den ud. Ved hele tiden at træffe beslutninger med udgangspunkt i mit nu, bliver de rigtige for mig. De er rigtige nu, og så er det helt okay, at de ikke føles rigtige om en måned, et år eller ti år.
Men så er opgaven blot at mærke efter på ny, hvad der driller og få rettet livet til, så der igen kommer sammenhængskraft mellem mine behov, værdier og det liv, jeg lever.
Lige nu er går jeg hjemme og lige nu er vores unger ikke i institution, fordi det er rigtigt for os lige nu. Disse valg er ikke endegyldige, for hvis vi en dag mærker behovet for noget andet, så retter vi bare til. Det gør ikke vores valg forkerte, hvis vi træffer dem om. Det betyder bare, at en ny tid kalder på noget andet. Det er livets foranderlighed i praksis, og det er helt okay.
I believe in intuitions and inspirations.. I sometimes FEEL that I am right. I do not KNOW it – Albert Einstein
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 