Jeg skriver om, hvad der er sandt og sårbart for mig.
Og det er vigtigt at understrege, at min sandhed kun er gyldig for mig – præcis som andres sandheder kun er gyldige for dem. For der er lige så mange sandheder, som der er mennesker.
Vi kender ofte hverken andres sandheder eller baggrunden for deres sandheder og livsvalg. Vi har alle en livshistorie, som præger os i større eller mindre omfang, og kun ved at acceptere denne præmis, kan vi undgå at dømme mennesker uhensigtsmæssigt. Jeg har arbejdet meget med at undgå at dømme andre. Men hjernen bedømmer konstant, og alt vi oplever kategoriseres og puttes i kasser for os automatisk.
Min automatiske respons har været at sætte folk i en kasse ud fra deres påklædning, fremtoning, ord eller handlinger. Og ofte dem, der skilte sig ud fra “mængden” stod for skud, hvilket er yderst ironisk. For jeg adskiller mig på mange forskellige måder selv fra mængden, og har gjort det store dele af mit liv. Jeg søger ofte andre veje end strømmen flyder. Finder mine egne små bække at svømme i. Fordi det føles rigtigt for mig at stille store og små spørgsmålstegn ved normerne og mærke dybt efter, hvad der ræsonnerer i mig og matcher mine værdier. Uagtet hvad andre gør eller tænker om mine valg.
Det betyder ikke, at andres sandheder og levevis skal dømmes, vurderes eller kritiseres. Deres livsvalg må jo føles rigtig for dem – uanset, hvilke det måtte være. Og hvis det føles rigtigt for den enkelte, så er det rigtigt for den enkelte. Punktum. Målet for mig er at leve et liv, som jeg kan være bekendt over for mig selv. Tænker, at det må være et mål for mange andre også. Indhold er underordnet, hvis det føles sandt, naturligt og godt.
Men det er svært ikke at dømme andre og det er løbende en udfordring for processen sker automatisk og uden min egentlige intention. Hel ubevist. Jeg skal bruge kræfter på at standse processen og give slip på de mærkater, som min hjerne gerne vil sætte på andre. Men det er vigtigt for mig at være bevidst om denne proces, for jeg ønsker den ikke. Det tilfører ikke mit liv noget positivt. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på, hvad jeg skal få ud af at dømme, kritisere og vurdere andre.
Det er blevet vigtigt for mig er at være bevidst om, hvad der foregår i knolden på mig. Også når jeg ikke selv kigger med. For jeg ønsker mig et liv bygget på positivt, rummelighed og imødekommenhed. Så mine børn kan være netop dem, som de ønsker og give plads til at andre kan det samme.
“If you judge people, you have no time to love them” – Mother Teresa
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 