Jeg har lagt dårlig samvittighed, skyld og skam på hylden. I alle livets henseender. Det eneste ovenstående gør, er at fastlåse mig i tanker omkring hændelser, hvor jeg kunne ønske mig at have handlet anderledes. Jeg bliver på den måde fastholdt i mentalt loop i en situation, hvor jeg ikke var mit bedste jeg. Læringen har allerede fundet sted, for jeg mærker tydeligt i min krop (og på andres reaktion), hvordan min adfærd ikke stemte med mine værdier. Jeg vil frigøres fra al fastholdelse i fortiden – det nærer intet formål.
Hvad gør jeg så?
Jeg bruger nuet til at tilgive mig selv, sige undskyld og gøre det bedre, hvis jeg kan. Og så kommer jeg videre og ser mig ikke tilbage. Det lyder måske kynisk, men jeg bliver et langt bedre menneske ved at sætte mig selv fri end ved at blive i en negativ følelsesspiral. Det er en indsigt, som har stor betydning for den måde jeg lever mit liv på, og især for mit moderskab.
Der er et gammelt ordsprog, der siger noget i stil med: “Den dårlige samvittighed flytter ind med moderskabet”, og der er da også en alen lang liste over, hvad der kan give dårlig samvittighed. Men spørgsmålet er om vi kan bruge den dårlige samvittighed til en dyt, og ikke i stedet bør prøve at sige pyt. For jeg lever med visheden om, at jeg hele tiden gør det så godt, jeg kan. Ligesom jeg lever i troen på, at alle andre gør det så godt, de kan. Det gælder også mine børn.
Dette er ingenlunde en opfordring til, at vi skal opføre os hensynsløst eller fralægge os ansvaret for vores handlinger. Men tænker også de færreste går rundt i livet med en intention om at såre andre eller gøre dem fortræd. Ligesom hvis vi selv kommer til at såre vores partner eller gøre vores børn kede af det. Så er det nok ikke hensigten, men snarere et resultat af træthed, lav energi, følelsen af at være overvældet eller lignende. Hvis vi skal kunne stå inde for os selv og bevare vores integretet må vi anerkende vores egen påvirkning af omgivelserne og rydde op (læs: sige undskyld og mene det), hvor den har været skadelig. Vi får det ikke bedre med os selv ved at løbe fra ansvaret, men i min opskrift på et godt liv hører dårlig samvittighed, skyld og skam ikke til – hverken for mig, min partner eller mine børn.
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️