Motherland

Der findes kvinder, hvor hvem dét at blive mor er en rørende oplevelse, der forplanter sig i dem på et fysisk, psykisk og spirituelt plan. For hvem deres liv falder i hak og giver mening på dybere måde end før. For hvem dét at vende retur til arbejdet efter endt barsel føles unaturligt, smerteligt og skadeligt.

For hvem deres instinkt fortæller dem, at det er mærkværdigt at få børn for at opgive deres fælles liv med dem kort tid efter og reducere børnene til en fritidsbeskæftigelse fordi hovedvægten af deres vågne timer bruges på arbejdspladsen. Arbejdet er den primære beskæftigelse. Familien sekundær.

For hvem det er stressfyldt og sorgfuldt at aflevere sit dyrebareste eje til fremmede, for at barnet skal passes i grupper af andre børn og af nogen, der ikke elsker det.

Mange mødre har et ønske om at arbejde deltid (læs: deltid og ikke kun en reduktion til 32 timer ugentligt. For hertil kommer også transporttid til og fra arbejde) eller helt stemple ud af arbejdsmarkedet, mens deres børn er små.

Jeg er en af de mødre. Derfor har mine børn aldrig været i instititution og jeg har netop opsagt min stilling, så jeg ikke kommer retur efter barsel. Efter mit første barn startede jeg arbejde, da hun var 9,5 måned og det var brutalt for både mig og hende. Også selvom jeg var en af de heldige at have en arbejdsgiver, der tillod mig at arbejde 32 timer. Også selvom min datter var sammen med sin far mens jeg var på arbejde, og selvom vi lavede udførlig kalendergymnastik for at passe hende selv. Jeg ammede stadig meget og måtte pumpe ud hver dag på kontoret. Min krop troede stadig vi skulle være sammen hver dag, hvilket jeg inderst inde ønskede. Noget gik i stykker i mig ved adskillelsen. Noget som jeg ikke ønsker at opleve igen og ikke ønsker at udsætte hverken min lille søn eller mig selv for. Eller min datter for igen, som er knap 3 år i skrivende stund.

Men jeg er en af de heldige. For det er ikke alle mødre undt at vælge med hjertet og vælge det liv de ønsker for sig selv og deres familie. I min kommune er der hjemmepasningstilskud, og det gør en verden til forskel økonomisk for os. Selvom beløbet er lille. Det er langt fra alle kommuner, der har det. Og det er ikke bare muligt for mange at flytte til provinsen, sælge bilen, opgive alle materielle goder og spise havregrød for at få råd til hjemmepasning.

Staten sørger for at straffe de familier økonomisk, der ikke bidrager fuldblods på arbejdsmarkedet. For staten har sin foretrukne model for, hvordan en børnefamilie skal se ud: to udearbejdende forældre på fuldtid og børn i ditto dagsinstitution.

Hvis du sidder med en følelse af, at dette må være usandt, så lav en hurtig Google søgning. Se hvor mange deltidsjob du kan finde (meget få), se satser for barseldagpenge (du belønnes ud fra hvor mange timer du har arbejdet før barsel og ikke din løn, hvilket er ulogisk, da en højere løn har bidraget til flere skattekroner), se gns. alder for danske børns institutionsstart (10 måneder – før børn kan gå eller tale), se hvilken gruppe i Danmark der er mest stressramt (kvinder til småbørn) og se på hvad staten gør for at hjælpe os til at vælge det rette liv for os. Dertil kan du se på, hvor mange der bliver skilt eller går fra hinanden, mens de har små børn (for denne tid kræver ro og nærvær, og ikke den tvungne stress, som mange presses til at leve under og som knækker familier).

Og gør dig selv den tjeneste at læse bogen ‘Moderland’ af Anne Kirstine Sørensen. Denne bog er netop ment som et debatindlæg i en debat, som ikke får nok opmærksomhed, hvis vi ønsker et andet liv for småbørnsfamilier.

Dertil kan også anbefales ‘Det Moderløse Samfund’ af Niels Arbøl. Den findes både i fuld og komprimeret udgave.

Begge bøger har uden tvivl ført mig længere ind i moderskabet og bekræftet mig i, at min rejse derind er naturlig, biologisk betinget samt radikal ift. indretningen af vores samfund og dertilhørende normer.

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️