Der er så meget galt i verden. Men der er også så meget godt i verden. Jeg har i længere tid forsøgt at praktisere et mere positivt udsyn på verden. Samt et mere positivt syn på mig selv. Dyrke en indre ro. Jeg er nødt til se på alle de smukke ting i livet og ikke dvæle ved ulykkelighederne. Det er ikke det samme som, at jeg lukker øjnene for de grusomheder, der finder sted. Tværtimod så er jeg meget vel klar over dem; klimakrise, hungersnød, erodering af landbrugsjord, afbrænding af regnskoven, svind af dyrearter, mishandling af dyr og mennesker, børn der mistrives, stressede og syge mennesker og så videre og så videre.
Men der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke glædes over at høre fuglene synge og hvor jeg takker for alt. Takker for den skønhed, der omgiver mig. For det liv, jeg lever. For de træer, der står majestætisk. For min familie, og for mine venner. For de mennesker, som jeg ikke har mødt endnu, men som jeg ved fører nye spændende muligheder med sig. Jeg vælger at tro og håbe på, at de små ting jeg gør i mit liv, kan være med til at gøre en forskel. Jeg vælger at tro og håbe på, at der er flere som mig, der glædeligt vil hjælpe, hvor muligt er. Jeg vælger at tro og håbe på, at mine børn vokser op i en verden, som nok er anderledes end hvad vi kender i dag, men ikke desto mindre fantastisk. For hvis ikke jeg gør det, så kan det hele være ligemeget og så ville der ikke have været en pointe i at få børn. Hvis ikke jeg tror på, at fremtiden byder på en masse smukke oplevelser for mine unger. Og deres unger. Og deres unger …
Vi kan ikke styre alt. Slet ikke. Men vi kan så absolut gøre en forskel, og for mig at se, så starter det med vores grundsyn i livet. Om vi er positive eller negative. Om vi kun ser hullerne i osten eller hele osten (lavet på planter selvfølgelig). For vores grundsyn er vi selv herre over. Også selvom vi kan have det hårdt, føle os uretfærdigt behandlet, er syge, er ensomme, er forladt eller fortvivlet.
Det er nok netop i vores grundsyn, at vi som mennesker udfordres mest. For livet byder os en masse ting, som vi ikke kan se meningen med. Især ikke mens vi står i suppedasen. Men som regel er der altid en mening. Også selv om den først åbenbarer sig for os 10 år senere. Og er der ting, som det er umuligt for os at finde meningen i, må vi lære at acceptere dem og give slip på dem. Ellers ender vi med at sidde fast og stoppe vores egen personlige udvikling, hvilket er til gavn for ingen. Det er i de mørkeste tider, at vi har mest behov for lyset. Det er min egen personlige erfaring.
For at have et positivt syn på livet og verden, så må vi have håb. Så må vi sætte vores lid til, at det hele jo nok skal gå. Ellers bliver livet hult og meningsløst. Jeg siger ikke, at vrede, sorg, tristhed eller en øv-følelse ikke er tilladt. For alle følelser er tilladt (og vi skal desuden huske på, at andres følelser er tilladt. Vi behøver ikke fikse dem, men oftest bare rumme dem). Vi er mennesker og vi er i stand til at føle på alle tangenter. Men vi kan sagtens lade være med at lade vores følelser påvirke vores grundsyn. Vi kan sagtens leve et meningsfuldt liv selvom, at det hele er hårdt. Så hvad siger du? Er det ikke på tide, at du mærker efter helt inde i din kerne, tager styringen og lader lyset fra dit indre visen vejen?
“I say looking at the bright side of life never killed anybody” – Jenny Han
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 