Work In Progress

Jeg ved, at jeg er god nok, som jeg er. Akkurat som alle andre er gode nok, som de er. Vi er alle mere end gode nok. For vi er vores egen. Vi har hver vores historie. Hver vores drømme. Hver vores sandheder. Selvom vi er forbundet med alt levende, så findes der kun én af os hver, hvorfor vi er unikke og helt særlige i os selv.

Det betyder ikke, at jeg ikke interesserer mig for at lære nyt, udforske, udvide mine horisonter og udvikle en ny styrke i mine mentale briller, så jeg kan se verden i flere nuancer. Se og forstå andres drømme og sandheder. Tværtimod. Men det hviler på den forudsætning, at jeg accepterer mig selv for den, jeg er. Hele tiden. Både den jeg var i går og den jeg er i dag. For jeg lærer konstant og forudsætningen for min læring er en accept af, at der er ting, som jeg ikke kan. Endnu.

Når jeg sænker mine forventninger og accepterer realiteterne, er jeg langt mere positivt stemt over for, hvad jeg kan og vil. Hvad jeg ønsker og drømmer om. Og ikke mindst vejen dertil og hvad det kræver. Ind imellem betyder det også en accept af, at det ikke er alt, som jeg skal kunne. Eller ikke er alt, som jeg vil nok, når det kommer til stykket. Det er mit meget ambitiøse mål om at lære at spille guitar, men uambitiøse indsats for at lære det, et godt bevis på.

Jeg arbejder hårdt på at gøre op med tanker som: “hvis jeg nu bare havde gjort det” eller “hvis jeg nu bare havde vidst det”. For det giver ingen energi til nuet at være bagklog. Mit fortids-jeg må alt andet lige have mindre viden og færre erfaringer end mit nutids-jeg. Der er en årsag til, at jeg ikke gjorde X eller vidste X, for fremtiden kan jeg ikke forudse.

Jeg har lært at forvente mindre af mig selv og andre, og i stedet acceptere mere. Sætte barren lavere for rent faktisk at kunne lykkes med det, som jeg sætter mig for. Det betyder hverken, at jeg er doven, uambitiøs eller ikke udnytter mit potentiale. Det betyder, at jeg kan mærke mig selv mere, da jeg ikke forsøger at lykkes med det hele på én gang. Jeg er blevet mere realistisk. Klog af skade. Klog af erfaringer. Jeg trives bedst, når jeg har luft til at lykkes, men også luft til at nyde min sejr og succes.

Når jeg sommetider glemmer dette og prøver at være super-menneske, så slår jeg mig på mig selv. Så oplever jeg en disconnect mellem mit kloge hovede og mit varme hjerte. En disconnect der koster mig meget energi og mit gode humør. Det har jeg lært.

“I truly believe only when head and heart work in harmony can we obtain our true human potential” – Jane Goodall

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s