Little Voices

Jeg bliver ofte konfronteret med, hvordan livet udspiller sig for dem, der ikke selv kan bestemme. Dem der ikke har et sprog til at kunne sige fra eller råbe om hjælp. Men de behøver egentlig ikke et sprog – for de har en stemme, og de siger fra på deres egen måde med deres egne lyde. Desværre er det døve øre tit vendt til og deres råb om hjælp ændrer sjældent på deres virkelighed.

Der er så mange ting, som jeg gerne vil ændre i verden, og for ikke at blive fuldkommen overvældet og paralyseret af følelsen, er jeg særligt dedikeret til to “mærkesager”, hvor jeg er overbevist om, at jeg rent faktisk kan gøre en forskel; vores børn og dyr.

Jeg tog en beslutning om at leve plantebaseret før, at jeg blev mor. Den beslutning blev truffet fordi, at jeg ville gøre en forskel for alle de mange dyr, der dagligt skal lade livet for at tilfredsstille vores smagsløg. Alle de dyr, der skal leve et horribelt liv i unaturlige omgivelser anset som produktionsapparater eller genstande for i sidste ende at ende på vores tallerkener. Og ja, der er måske dyr, der har ok eller ligefrem gode livsvilkår (men det er meget få procenter i det store billede), og faktum er bare, at der ikke findes en human måde at frarøve et liv fra en, der ikke ønsker at dø. Lykkeligt liv eller ej.

Efter jeg er blevet mor, er jeg blevet opmærksom på endnu en forskruet tendens i vores samfund (for jeg mener så absolut, at indtag af kød og mælkeprodukter er forskruet – især, hvis vi vil kalde os dyreelskere). Når jeg skriver vores samfund, så mener jeg vores yndige Danmark som industrialiseret i-land. For ikke nok med, at vi kan løbe med det fine trofæ for at have genmodificeret og avlet på svinesæd, så vi har en af verdens mest “effektive produktioner” af svinekød (Dansæd er en verdenskendt virksomhed), så tager vi også trofæet for det land, der sætter sine små børn tidligst i institution.

Vores små guldklumper bliver afleveret til fremmede og indlagt til “socialisering”, så forældrene kan deltage aktivt i hamsterhjulet igen. Enten drevet af økonomisk nødvendighed eller behovet for selvrealisering. Eller måske noget helt tredje. Uanset årsag, så får vores alles fremtid, vores børn, en start på livet med adskillelse fra dem, de elsker m ubetinget og fundamentalt behøver.

Jeg har efterhånden mange billeder brændt fast på min nethinde, som minder mig om, hvorfor jeg har valgt at leve “anderledes”. Om det er den lille pige, der i DR-dokumentaren om institutioner får sine små fingre i klemme i døren ind til sovesalen og desperat opsøger en pædagogmedhjælper for trøst. En søgen efter omsorg fra ham, der er ansat til at passe på hende. Kun for at blive afvist med ordene, at det havde hun jo fået fortalt, at hun ikke måtte. Eller om det er billeder af smågrise, der desperat søger deres mor, der er er fikseret i en alt for lille bås med unaturligt mange smågrise i et genmodificeret kuld, så der ikke er mad nok til dem alle. Hvor de klemmes ihjel af hende, fordi hun ikke kan vende sig, sulter ihjel eller mishandles af mennesker. Jeg vil ikke være en del af det. Punktum.

Det skal på ingen måde forstås som om, at jeg sætter lighedstegn mellem små børn og smågrise. Det er udelukkende et forsøg på at sætte ord på, hvorfor jeg lever som jeg gør. Og for at forklare en af grundene til, hvorfor jeg lever plantebaseret (for der er mange grunde) og for at forklare, hvorfor vi prioriterer, at vores børn skal være hos os i de mest afgørende og skrøbelige år af deres liv.

Det er min erfaring, at det ikke er tilladt at udtrykke sin afstandtagen til normerne uden en disclaimer om, at jeg ikke ønsker at udskamme hverken mennesker, der spiser animalske fødevarer eller forældre, der afleverer deres guld til andre i de spæde år. Jeg er ikke rigtig og andre forkerte. Slet ikke. Men valgene er rigtige for mig og min familie. Jeg ved, hvilke værdier mit liv er støbt i, og hvorfor jeg lever efter dem. Det er mine valg. Mine beslutninger. Fundamentet for meningsfuldhed i mit liv. Akkurat som andre værdier og beslutninger er de rette for andre mennesker.

Det vigtige er, at vi mærker efter i os selv, hvad der er rigtigt for os og hvilken vej vi skal gå i livet lige nu og her. At vi gør det, der kalder på os det og er bevidste om vores valg. Sørge for at automatpiloten er slået fra i livet, så vi kan tage styringen over, hvordan vi ønsker at leve. Så vi kan prioritere, hvad der er vigtigt for os og hvor vi er vigtige og for hvem.

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s