I daglig tale bliver børns udvikling omkring toårsalderen kaldt “trodsalderen”. Der ligger bag denne betegnelse, at børn er trodsige, hvilket beskrives på følgende måde i ordbogen:
1. udviser eller vidner om hårdnakket, egenrådig modstand mod en autoritet
2. udviser eller vidner om viljefast og tapper modstand
Heldigvis er der andre perspektiver på børns udvikling, der efter min mening er mere nuancerede og passende. For skal forældre opfatte deres børns adfærd som modstand mod dem eller som barnets ønske om øget selvstændighed? Og mon ikke der er afgørende forskelle på forældrenes adfærd baseret på deres opfattelse.
Som voksne prøver vi at forklare enhver konflikt med noget, der finder sted i barnet. Men så enkelt kan det nok ikke være. I stedet vil der i langt højere grad være tale om en kombination af barnets udvikling og forældrenes evne til at følge med samt bakke op om denne udvikling. Barnet vil gerne kunne klare mere selv, og det er en naturlig del af livet. Præcis som vi kender det fra voksne, der tilegner sig nye færdigheder, som de ønsker at prøve af eller demonstrere. Der skabes mod til at prøve selv fordi, at man har troen på det eller ønsker at se, hvad man egentlig kan bemestre med disse nye evner.
Det er forældres omstilling til barnets udviking og tilegnelse af flere færdigheder, der afgør hvad der sker mellem barnet og forældrene. Og som det er med nye færdigheder, så kræver det øvelse og tid at blive mester, men ikke alle forældre har forståelsen eller tålmodigheden for denne proces. Og det gør det svært for barnet at øve sig, hvis det ikke må spilde vand, når det selv prøver at drikke af koppen, får ekstra tid til at binde sine sko selv etc. Enten fordi forældrene er fortravlede eller blot ikke forstår, hvorfor det er vigtigt for barnet selv at ville og give barnet plads og lov til at forsøge.
Samspil med børn handler ikke om at få ret som forældre, men om at give plads til, mulighed for og opbakning til at lære. Jeg øver mig selv i at vente med at hjælpe indtil India selv beder om det, og hun kan langt mere end jeg aner, når jeg giver hende plads og mulighed for at kunne selv. Der sker noget helt magisk i hende, når hun kan og får en succesoplevelse – hun bygger selvværd og forstærkes i troen på egne evner.
Følelsen af at være værdifuld er vel netop fundamentet under vores selvfølelse, og ved at bemestre stadig flere færdigheder må vi alt andet lige føle os mere værdifulde – både børn og voksne.
“Encouraging a child means that one or more of the following critical life messages are coming through, either by word or by action: I believe in you, I trust you, I know you can handle this, you are listened to, you are cared for, you are very important to me.” – Barbara Coloroso
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 