A No With Love

Det er vigtigt for vores egen, vores relationers og families sundhed, at vi kan sige “nej” til hinanden og hjælpe hinanden med at lære det. Både at acceptere hinandens “nej”, men også selv være i stand til at formulere det, når vi skal passe på os selv og markere vores personlige grænser.

For mange af os har lært at gøre det modsatte: når vi aner et “nej” fra en anden, så får vi travlt med at argumentere og overbevise, så vi kan få et “ja”. Men vi kan aldrig sige helhjertet “ja” til hinanden, hvis vi ikke får vores “nej” respekteret. Så vil det i stedet blive et halvhjertet “ja”, som ofte ender med at blive et endnu større “nej”. I værste tilfælde vil det blive et “ja”, der koster os så dyrt, at vi ender med at føle os overset, misforstået og i sidste ende måske fjerne os fra relationen til det menneske, som vi fejlagtigt sagde “ja” til.

“Nej’et” i familien

I de familier, der legaliserer “nej’et” skabes et “ja” til sig selv i fællesskabet – det lærer os at tage ansvar for os selv. Mennesker, der kan tage ansvar for sig selv, bliver mere ansvarlige overfor andre, og vil anerkende og respektere andres grænser netop fordi deres egne bliver anerkendt og respekteret. Det handler om friheden til at udtrykke sin individualitet, så alle i familien kan være med til at vurdere, hvordan relationerne kan fungere ift. fællesskabet og hvordan fællesskabet kan udbygges, så der er plads til alle.

Retten til at sige “nej” handler også om forældrenes ret til at sætte grænser for sig selv og til at afgrænse sig ift. børnene. I det omfang deres “nej” til børnene bliver et “ja” til deres personlige behov og grænser, er det et kærligt “nej”. Hvis forældre vil have børnenes respekt for deres “nej”, må de ligeledes vise respekt for børnenes “nej”.  For barnets “nej” til forældrene, er på samme vis et “ja” til sig selv og deres personlige behov og grænser. 

Nøglen ligger i at holde øje med om den anden virkelig mener sit “ja” – det gælder både børns og voksnes. Hvis det tyder på det modsatte, så kan vi invitere til, at vedkommende får sagt sit følte “nej” i stedet og respekteret det, da det ellers kan føre til at vedkommendes grænser krænkes og overskrides. 

Tid og plads kan gøre “nej” til “ja”

Det er ikke altid, at et “nej” fastholdes over tid, da vores lyst, behov, grænser og indstilling kan ændre sig. Personligt oplever jeg, at jeg kan ændre mit “nej” til et “ja” af egen fri vilje, hvis mit “nej” først og fremmest bliver respekteret – selvom jeg fornemmer, at mit “ja” er vigtigt for den anden. Så kan tid og plads gøre, at jeg føler mig i stand til at give et helhjertet “ja” uden, at mine grænser overskrides. Lysten til at give et oprigtigt “ja” kan altså for mig kun opstå, når jeg er fri til at mærke efter i mig selv og ikke bliver presset til et “ja”. Men det er selvfølgelig ikke altid, jeg føler det sådan og det er også sundt at fastholde sit “nej”, hvis det beskytter ens personlige grænser.

Det samme oplever jeg værende gældende for min datter i mange hverdagsscenarier. Hvis hendes “nej” til tandbørstning, bleskift, mere mad eller lignende bliver respekteret, så vil hun efter lidt tid ofte give os et “ja” i sine handlinger. De gange hun ikke giver sit “ja”, så tvinger vi hende heller ikke. Lige med disse hverdagsting har hun nok lært, at det er en del af vores rutiner, da vi gør det hver dag. Dog skal det understreges, at mht. mad, så har vi aldrig presset hende til at spise op eller spise mere. Hun ved bedst, hvornår hun er mæt og mængden på hendes tallerken er enten givet af mig eller hendes far, og vi er ikke i hendes krop til at mærke omfanget af hendes sult. Omvendt ved hun heller ikke, hvor meget mad, der er passende til at gøre hende mæt, hvis hun selv øser op. Så hjemme hos os er det noget pjat, at børn skal spise op og det kommer vi ikke til at praktisere.

Vi vil også respektere hendes “nej” eller manglende lyst til andet som at give et knus til andre, sige hej/farvel, sige tak eller sige undskyld. Fordi hun faktisk for det meste gør dette af sig selv og helhjertet uden at blive bedt om det. Og hvis hun ikke gør, så er det også helt i orden. For hvem vil have et knus, et tak eller en undskyldning, der ikke er dybfølt og ville du som voksen selv kunne give dette, hvis det blev krævet af dig? Jeg ville personligt ikke.

“Kærlighedens sprog er hverken positivt eller negativt, men personligt” – Jesper Juul

Dette indlæg er stærkt inspireret af den danske anerkendte familieterapeut Jesper Juul, der på mange måder er min guru. Jeg har læst utallige (ligegyldige) bøger om forældreskabet, og kun hans bøger (sammen med få andre) er de eneste, som giver mening for mig i mit moderskab og liv. Især kan følgende af hans bøger anbefales, som alle kan findes gratis på bibliotekernes app E-reolen:

  1. Dit kompetente barn
  2. Din kompetente familie
  3. Kunsten at sige nej med god samvittighed
  4. Her er jeg! Hvem er du?

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s