I en verden fyldt med kopier, vokser vi op til mantraet: vær dig selv. Vi skal være ægte og originale. Det lokker os til at tro, at vi vil være accepteret uanset, hvilken udgave af os selv, vi vokser ind i. Desværre oplever jeg, at samfundet i virkeligheden ønsker, at vi skal passe ind, gøre som alle andre og helst ikke skille os for meget ud. For hvis vi gør noget for anderledes eller er for anderledes, må det jo betyde, at andre gør det forkert eller er forkerte.
Jeg tror ikke, at der altid er en indbygget kritik i ikke at være som “alle andre”. Måske er valget om at være anderledes resultatet af et kritisk tankemønster ift. hvad der stemmer overens med egne overbevisninger, og måske handler det bare om at træffe valg med hjertet, uagtet hvad alle andre gør. Altså at det kan være født ud af en stærk intuition omkring, hvad der er rigtigt for vedkommende uden, at det involverer et opgør med noget andet.
Der er helt sikkert skønne subkulturer i samfundet, der hylder individualitet, men i det store billede oplever jeg en anden tendens. Måske jeg skal have briller (ærligt, det skal jeg faktisk nok), men et positivt syn på mangfoldighed, individualitet og originale personligheder er (efter min overbevisning) ikke det dominerende samfundssyn.
Folkeskolen er et godt eksempel på en maskine, der skal producere ens børn ud fra standardiserede målinger og som ikke hylder individualitet med mindre det slår ud (opad) på en latterlig karakterskala. Børn er fyldt med kreativitet og fantasi, men som en del af indoktrineringen, skal de hellere kunne det samme end bidrage med deres forskelligheder. Med forudbestemt pensa i ti år af den skrøbelige barndom, bliver det svært for børn at forfølge spontan lyst og kreativitet til andet end indholdet i skemaet. Hos børn er nysgerrighed og lysten til at lære indbygget og ustoppelig, men kan alligevel nemt kvæles med emner, som ikke engang den mest engagerede lærer kan begejstres af eller forklare vigtigheden af at lære i nutidens samfund. Når vi i virkeligheden har behov for langt flere nuancer til det eksisterende sort/hvide, er der ikke noget at sige til, at så mange børn og unge slår sig på det forældede skolesystem. Det værste er, når børn stilles diagnoser for at være børn. Særligt ADHD forstår jeg personligt ikke, da uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet vel beskriver det at være barn og nysgerrig på verden på sin egen måde? Og det behandles som en sygdom og forsøges ”afhjulpet” med ekstrem medicin på sårbare børnehjerner. Heldigvis er der organisationer som Learning Mission, der kæmper en sag for børnene, så vi i stedet for at tilpasse børnene til skolen, tilpasser skolen til børnene. Sådan som det burde være.
Handler livet mon om at finde ud af, hvem vi er? Eller handler det om at finde modet til at stå ved, hvem vi ved vi er og finde ud af, hvad vi er virkelig gode til? Det er min formodning, at hvis vi i trygge, kærlighedsfulde og omsorgsfulde omgivelser gives plads til at være os selv under vores opvækst og støttes i vores nysgerrighed og interesser, så er det åbenlyst for os, hvem vi er og finder hurtigere ud af, hvad vi kan. Det vil i højere grad give os lysten til at turde vise verden, hvem vi er og hvad vi evner. I miljøer, der bakker op om vores forskelligheder, hylder vores kreativitet og særheder, vil vi føle os trygge nok til at tage masken af og blotte vores sårbarheder, og det vil unægteligt inspirere andre til at gøre det samme. Hvis vi omvendt bruger hele livet på at forsøge at passe ind, ikke skille os ud og undertrykke hvem vi er, så får vi aldrig skabt værdi til verden og slet ikke for os selv.
“The meaning of life is to find your gift. The purpose of life is to give it away.” – Pablo Picasso
XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽♀️
The Walnut 