Stop Chasing Perfect

Det perfekte findes ikke som en længerevarende tilstand. Der kan være et perfekt øjeblik, hvor alt går efter forventningerne, men det er umuligt at fastholde en følelse af, at alting er perfekt og hele tiden. Så hvorfor stræber vi efter det?

Vi er opvokset og skolet til at begå os i et præstationssamfund, hvor vi skal være de bedste på alle parametre. Vi roses for det vi opnår, har og præsterer langt mere end for, hvem vi er. Anerkendelsen kommer udefra og bliver afgørende for vores selvbillede samt oplevelse af at være rigtige og helst perfekte. Vi skal undgå fejl, og kunne forudse alt, der kan gå galt for os og give pletter på vores selvbillede. I præstationssamfundet er det normalt at føle sig vurderet, målt og vejet i alt, hvad vi foretager os. Vores adfærd bliver ydrestyret og vi skal helst handle på baggrund af en optimeringsagenda.

Det er hårdt at jagte det perfekte, fordi det oftest ender med en følelse som nederlag, fiasko, skuffelse og måske endda mindreværd. Hvis det perfekte billede er tegnet af andre end os selv, vil det opnåede perfekte heller ikke opleves meningsfuldt for os. Måske vil det give en flygtig følelse af succes og rusen af en falsk anerkendelse, men det vil runge tomt i os og genklangen vil understrege det håbløse i at jagte meningsløs perfektionisme.

Jeg er på ingen måde den perfekte mor, den perfekte kæreste, den perfekte veninde eller den perfekte datter etc., men jeg bilder mig selv ind, at jeg er en god mor, kæreste, veninde, datter i de øjeblikke, hvor det gælder. Ved at gøre det, der føles rigtigt for mig med mine værdier, etiske og moralske kodeks som kompas, så tror jeg på, at jeg grundlæggende er god nok. Ved at være mig, tro mod mig selv og ægte i situationen er jeg god nok. Derudover har jeg en tro på, at når jeg gør mit bedste (med de forudsætninger jeg har), så må det være godt nok. Jeg er også meget bevidst om, at jeg konstant skal udvikle mig og lære nyt – både i livet og i mine relationer. Det har mor-rolle især understreget og kastet lys på. Hver dag udfordres jeg på nye måder i takt med min datters udvikling. På samme måde, som jeg udfordres i takt med samfundets udvikling og i takt med, at de vigtige mennesker i mit liv omkring mig udvikles.

Hvis vi forstår, at intet står stille og alt er i bevægelse både eksternt omkring os og i vores eget indre liv, så bliver tanken om at opnå det perfekte som noget vedvarende tydeligt urealistisk. Vores levede liv må ikke være en kontrast til vores drømme og ambitioner, men til tider kan det være sundt at sænke barren for ambitionerne, hvis de er urealistiske og ikke tager udgangspunkt i vores indre værdier. For det er sundt at spørge sig selv, hvad drømme og ambitioner opstår ud fra. Er de vores egne dybfølte eller er de pålagt gennem ydrestyret pres og søgen efter at være perfekt i andres øjne?

“A real sign of progress is when we no longer punish ourselves for our imperfections.” – Yung Pueblo

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s