With Eyes Closed

Jeg er begyndt at lukke øjnene for at se tydeligt. Den sætning giver måske ikke meget mening, men den skal læses helt bogstaveligt.

Når jeg putter min datter om aftenen og synger godnatsang, tvinger jeg mig selv til at lukke øjnene imens. Når hun sover (på et tidspunkt) og sangen er slut, lader jeg hjernen nulstille efter dagens mange indtryk. Jeg forsøger at lade min hjerne kede sig til en nulstilling, og sidder i sengen med lukkede øjne. Ingen skærm. Ingen stimuli. Ingen underholdning. Nogle dage genser jeg billeder fra dagen, andre dage flyver billeder forbi af alt og ingenting. Jeg lader dem tage mig med, hvis jeg kan mærke, at det føles rart og fører til ro, åbenbaring eller kreativitet.

Min hjerne vil automatisk gerne planlægge og jeg har oftest en fyldt kalender flere måneder frem, men jeg er bevidst om ikke at anvende den lille stund til planlægning – uanset hvor meget min hjerne prøver. Derfor er det en blanding af en bevidst proces ift. at forsøge at udelukke planlægning og styring, og en ubevidst proces (kan vi måske kalde det) ift. at lade tankerne flyde og tage mig med til enten noget velkendt eller nyt. Målet er ikke at tvinge noget bestemt ud af min lille “seance”, blot at give mig en uforstyrret stund.

Der er ikke mange af den slags stunder på en dag, så jeg prøver at få dem indarbejdet. Det kræver lidt ihærdighed, men når jeg får dem prioriteret regelmæssigt, så føler jeg en bedre balance i livet. Jeg oplever, at der skabes en form for kedsomhed i et ellers ”aktion-præget” liv. Mange forbinder måske kedsomhed med noget negativt, men især i vores samfund med evig underholdning on demand, tror jeg på, at kedsomheden er vigtige små afbræk for at skabe mental sundhed. Lad mig forklare hvorfor, jeg tænker sådan.

IMG_6177Kedsomheden kan mange ting. Det er min erfaring, at det er i de kedelige øjeblikke, at vi mærker os selv, det vi har oplevet i løbet af dagen, hvad der fylder i os og hvad vi har lyst til. Når der ikke er noget vi skal eller vi tror, vi skal. Når kedsomheden opstår, så bliver vi ofte kreative og finder på. Der opstår et frirum for opfindsomhed. Dét der opstår ud af kedsomhed, oplever jeg som værende en indre drivkraft, der i samspil med elementerne i det omgivende miljø, kan skabe noget. Til tider noget nyt, og til tider noget velkendt. Uanset, så kommer energien til handling fra ens eget og ægte ønske om at give sig i kast med netop den aktivitet.

Jeg skriver bevidst aktivitet, da det i min verden ikke “gælder”, hvis kedsomheden fører til passivitet som skærmtid. Hvor minimum anstrengelse giver ligegyldig underholdning (ja, jeg er virkelig træt af skærme, og både min og andres afhængighed af dem). Vores kulturelle tilknytning til vores skærme er alarmerende, og jeg oplever afhængigheden som værende både ødelæggende for vores evne til at kede os og til at være oprigtigt underholdt. Dette bliver især forstærket, når jeg oplever børn, der ikke er i stand til at finde på lege eller samtaler fordi, at de er optaget af en skærm. Det samme kan siges om unge, og voksne for den sags skyld. Derfor er det også enormt vigtigt for mig, at min datter bliver god til at kede sig. For hvis vi lære at hvile i kedsomheden og rumme den, så skal den nok føre noget godt med sig.

”Boredom always precedes a period of great creativity” – Robert M. Pirsig

XOXO Thoughts from a passionate nutcase

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s