TWENTYTWENTY

Jeg har negligeret min blog. Mit kreative rum og min skriveglade tossetendens. Der er ingen undskyldning. Jeg har været doven og træt, når min datter sov om aftenen (hvilket snildt har været og stadig er kl. 21.30). Men min blog giver mig frihed til at være mig. Det er mit univers, hvor jeg kan fordybe mig, lære, se på mit liv udefra og mærke mig selv. Den giver mig et sted til refleksion. Et tankeloop på mine tanker, når jeg ser dem sort på hvidt. Derfor kan det godt tage tid for mig at skrive et blogindlæg, da jeg genbesøger det mange gange for at se, om det er sammenhængende og udtrykker det, som jeg tænker og føler. Det er så nemt at blive misforstået. Bl.a. hvis vi har svært ved eller er bange for at udtrykke os ærligt eller hvis modtager lægger noget andet i budskabet.

Et godt eksempel fra juleferien, hvor jeg omtaler en person meget positivt og roser vedkommende for en kvalitet. Den jeg taler med siger: “Nå ja, men det er jeg da også”. På intet tidpunkt insinuerede jeg, at den jeg førte samtalen med ikke havde den pågældende kvalitet, men udtrykte beundring for den omtalte person. Dette er et klassisk eksempel på, at vi lytter subjektivt og tænker mere på og om os selv end noget andet. Nok også derfor, at mange føler sig ramt på noget, som intet har med dem at gøre. Et andet eksempel er fra de sociale medier. En mor deler, at hun og hendes mand har besluttet at tage deres to børn ud af institutionerne for at passe dem selv, dyrke deres familieliv og samvær mere, da de ikke havde haft det godt med institutions-konstellationen. Så de var forståeligt begejstrede for deres beslutning, da den var den bedste for dem på dét tidspunkt i deres liv. Der var generelt opbakning fra deres Instagram-netværk, men en følger skrev, at hun ikke kunne læse opslaget uden at føle sig ramt, da hendes børn havde været i institution fra hhv. 8 og 9 mdr. gamle, og at ikke alle havde mulighed for at passe selv. Desuden afslutningsvis i kommentaren noget om, at mødre altid burde bakke hinanden op uanset, hvordan de var mødre. Igen et tydeligt eksempel på, at denne kommentar afspejler et ”jeg-syn”, og at vedkommende ikke havde læst opslaget for, hvad det var: en personlig beretning om et individuelt livsvalg, der føltes rigtigt for familien. Det var hverken hetz mod forældre, der valgte anderledes eller propaganda for at hjemmepasse.

Min pointe er, at jeg er en “what-you-see-is-what-you-get”-person. Jeg kan ikke fake, stinker til at lyve, har ingen skjult agenda og får ondt i maven over uærlighed. Især hvis jeg lyver over for mig selv. Min ambition er at være hudløs ærlig, og dele det, der fylder i mit liv. På godt og ondt. Det som føles rigtigt for mig og min familie. Om vores valg, og konsekvenserne heraf. Det deler jeg ikke for at “shame” eller pege fingre af andres levevis.

IMG_0331

Da jeg lancerede bloggen var det med ambitionen om at producere minimum et indlæg om måneden. Enten evidensbaseret eller personlige beretninger med et reflekteret aftryk. Nu stopper jeg dovneriet og kommer i gang igen. For en sød, uventet og opfordrende besked har fået tændt mit passionerede skrivehjerte. And let’s be honest, jeg driver min kæreste til vanvid med alt, hvad jeg har på hjerte, hvis jeg ikke får aktiveret min blog igen som en kanal for mit tankemylder. Derudover er det ingen hemmelighed, at jeg gerne vil skabe et personligt univers og måske endda inspirere gennem det. Både gennem det indhold, som jeg har sat mit grundigt empirisk ind i og det indhold, som afspejler mig – mine tanker, følelser og handlinger. Jeg tror, at der i os alle findes en form for skabertrang. Om det så handler om at skabe en familie, det næste musikhit eller den næste bæredygtige gazelle virksomhed.

Så skål i matcha for et nyt år og et spark i røven på min indre skaber.

“You take nothing, and you turn it into something: That’s creativity. But maybe it’s like that with everything in life — not just the arts. Maybe the arts are just the most literal definition of taking nothing and making it into something. Maybe in all realms of life, you must somehow figure out how to create the things that are missing from you.” – Elizabeth Gilbert

XOXO Thoughts from a passionate nutcase

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s