A Metaphor For Something More

Jeg er helt med på at en levevis eller holdninger, der ikke anses som normen eller som konventionelle, giver en stor fed skydeskive på ryggen. Så er der åben fest for latterliggørelse og nedgørende kommentarer. Det oplever jeg desværre generelt som en meget dansk mentalitet. Den mentalitet aktiveres også, hvis andre er dygtige til noget og skiller sig ud med deres evner. Så rammer janteloven for fuldt blus.

Egentlig har jeg lært at filtrere det negative fra og hverken tage imod invitationen til en håbløs “dans” eller lagre det i min hukommelse – for det giver mig intet, og jeg kan ikke argumentere hverken evidensbaseret eller følelsesladet for mine valg med den type mennesker. Eller det passer ikke helt; jeg kan fint argumentere, men det giver ikke andet end en tydeliggørelse af vedkommendes snævre tilgang til andre. Trust me, I’ve tried.

Men, for der er et men. Når det er mennesker meget tæt på mig, der gentagne gange kommer med kommentarerne, som sikkert er ment som (dårlige) jokes, så bliver jeg egentlig bare såret, irriteret og træt – mest træt. For de mennesker repræsenterer en problematik, som jeg har svært ved at finde mig til rette i.

Når nogen ønsker at ændre deres livsstil, gøre noget godt for sig selv, sine børn, dyr, kloden etc., så er ballet åbnet for både fordømmelse og løftede pegefingre. Og hvad går det ud på? Hvad er årsagen til den tendens? Uanset årsagen, så kan det ikke være rigtigt, at det er den måde vi omgås hinanden, og at forskelligheder skal skabe en kløft mellem os – især ikke til mennesker tæt på os, og som vi holder af eller elsker.

Jeg gør mig umage for at være nysgerrig på andres livsstile, religioner og holdninger. Være åben for at forstå, lære og udvide egen horisont. Netop denne åbenhed og søgen efter inspiration fra andre og fra meget forskellige mennesker, har fx givet mig indsigt i utallige måder at leve livet med sine børn. Det har været med til at påvirke min moderrolle og givet mig roen og styrken til at følge mine instinkter, som jeg før følte mig lidt alene med. Jeg lærer af mit barn, af min kæreste, af mine venner og af fremmede hver dag. Fordi, at jeg gør mig umage for at være åben for læring og interesserer mig for, hvad der driver andre. Den læring bliver til en masse brudstykker, som jeg sætter sammen og gør til mit eget. Præcis som en mosaik i konstant forandring.

Vi skal huske og hvile i, at vi alle er forskellige. Hvor kedeligt ville livet ikke være, hvis vi alle var ens. Møgkedeligt!

XOXO Thoughts from a passionate nutcase 🙋🏽‍♀️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s