Motherly

Så er jeg halvvejs i min sidste barselsuge. Sidste barselsuge. Er der en, der lige gider stoppe tiden? Please? Nu er det fars tur til at være på barsel, og det varmer mit hjerte at tænke på, at de to skal have en masse tid sammen alene, lave ballade og hygge sig. Vi har været så heldige at have en masse tid sammen alle tre under min barsel pga. Kevins virkelig fleksible job – fleksibilitet er lykken. Fleksibilitet på arbejdet og gode bedsteforældre kommer også til at sikre, at India ikke skal starte i institution før om meget meget lang tid. Måske aldrig, nu må vi se.

IMG_0805

At blive mor og være på barsel er det mest fantastiske og det hårdeste, som jeg nogensinde har prøvet.

Fantastisk fordi, at India har vist mig så mange nye sider af livet, lært mig at være nærværende og tilstede i nuet, at lytte til min intuition, at mærke efter og følge mit hjerte, at sætte pris på de små øjeblikke og livets små finurligheder, at finde roen i ikke at være i kontrol, at prioritere min tid rigtigt, at respektere og hylde min krop (hvor vildt er det lige at kunne give et barn liv, føde det og nære det af sin egen krop med modermælk? Rimelig fucking badass!). Hun har lært mig, at jeg ikke behøver andet end min familie – først nu giver livet for alvor mening. Hun har vist mig, hvordan man smiler og griner med hele kroppen, så selv tæerne sitrer af glæde og eufori. Jeg kunne nævne så mange flere ting, men kernen er, at hun har vist mig, hvad det vil sige at elske med hver en fiber af min krop. Kærligheden til hende er umulig at sætte ord på, og det samme gælder kærligheden til Kevin – Indias fuldkommen fantastiske far.

Det har været hårdt fordi, at man på ingen måde kan forberede sig på at få et barn. Der kommer en lille lyserød klump ud, og vender fuldkommen op og ned på ens verden. Og på nat og dag (i hvert fald i vores tilfælde med meget lidt og dårlig søvn i meget lang tid). Der er så meget, som man ikke ved og som man skal lære. Men der er ligeså meget, som man tror man skal lære, men som er ligegyldigt. Viden der umiddelbart virker nyttigt, men som egentlig blot ender med at bekymre eller give følelser af utilstrækkelighed. For i virkeligheden har børn ikke brug for, at vi ved en masse på forhånd. De har brug for, at vi er sammen med dem hele tiden, så de kan føle sig trygge, elsket, set, hørt og mærket. For på den måde lærer vi dem at kende, lærer at læse dem, lærer at forstå deres behov og lærer at møde dem på deres banehalvdel. Hvilket i virkeligheden er det eneste, som vi bør lære som forældre. Altså, der er selvfølgelig lige et par ting som det med at etablere amning, som godt kan trække tænder ud (selvom de fleste tror, det er lige til).

Hov, det var det hårde, vi kom fra. Der er så meget, der er hårdt ved at blive forældre, men jeg har faktisk glemt det meste. Fordi, at hun er så fantastisk, at et smil fra hende udvisker mindet om en hård nat (lige indtil jeg kigger i spejlet og tænker ”av, du ligner en, der har haft en hård nat”). Og fordi, at jeg har affundet mig med, at vores liv lige nu er på hendes betingelser. Hun er så lille, og afhængig af os. Hun har brug for mig især, og det vil jeg aldrig nægte hende. Heller ikke kl. 04.22 om natten, når jeg helst bare vil sove videre. Hendes behov kommer i absolut første række.

I erkendelsen af, at vi selv har valgt at få et barn, så har vi også selv valgt, at vores liv bliver ændret. Ændret til det bedre, men med små hårde øjeblikke – sådan har jeg valgt at se på det.

“While we try to teach our children all about life, our children teach us what life is all about.” – ANGELA SCHWINDT

XOXO Thoughts from a passionate nutcase

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s