Meditate Me

Det er nemt at blive taget til fange i hverdagens trummerum. I jagten på et eller andet. Succes, lykke, det fede job, den perfekte kæreste, sundhed, drømmeboligen, større frihed, rigdom, den perfekte krop, den næste ferie, weekenden, mere tid etc. Det er så let at blive revet med i den mentale jagt på ”det næste”, og som kan indebære alt fra materielle goder til sindsstilstande og følelser. Vi ser hele tiden frem. Med undtagelse af når vi kigger tilbage på fortiden. Når vi ikke bliver opslugt i minder eller tanker, der farver vores billede af fortiden og lader os dvæle ved den. Ellers er det drømme, håb eller frygt, der retter linsen fremad. De fleste af os ved, hvad det vil sige at være tilstede i nuet. Og så alligevel overhovedet ikke.

Når vi endelig har fem minutter i vores egen verden, så søger vi aktivt en distrahering. Tiden som kunne bruges til at besøge sig selv og kigge indad eller bare ”at være”, udfyldes effektfuldt. Automatisk griber vi telefonen og forsvinder ind i arbejde via mails og telefonopkald eller andres liv på sociale medier og i nyheder. Nok ikke altid med en klar intention, men altid effektivt i at stoppe vores lille dyrebare øjeblik med os selv og i os selv. Ofte fuldkommen pr. automatik og uden at kunne forklare, hvorfor det trak vores opmærksomhed til sig.

Halsende gennem livet, er det den næste ”aktivitet” (arbejde, møde, aftale, træning, indkøb etc.), der befinder sig på radaren. Vi er næsten altid på vej et sted hen. Ofte stresset og uopmærksom. Uvidende om, at det er netop i det givne øjeblik, at livet ER. Det er ikke om ti minutter eller for to minutter siden. Det er lige nu. I det præcise øjeblik du læser dette og nikker genkendende til, at dette til tider lyder som dit liv (især hvis du er kvinde).

Det engelske ord for nutid ekspliciterer på mange måder velsignelsen i at kunne stoppe op og bare være. Uden et efterfølgende udsagnsord til at agere prædikat i sætningen. Bare at være. Punktum. Desværre er det de færreste af os, der er i stand til dette. For det bilder vi os selv ind, at vi ikke har tid til eller bruger forklaringen: ”jeg skal bare lige…”. Undskyldninger af den slags har vi nok af. Dette kan måske forklare, hvorfor nutid på engelsk også betyder gave. Det at være nærværende, nuværende, eksisterende og tilstede. Det er en gave at mestre denne egenskab. Evne at være tilstede i nuet. Være tilstede i sit eget liv. Ingen andre kan være tilstede for dig, og du kan ikke være det for dem. Når alt kommer til alt, så er det jo ikke destinationen, det handler om. Det er rejsen dertil, og rejsen kræver din bevidsthed, hvis den skal opleves fuldt ud.

 

6a00d834d0671369e2015391e35c7c970b-500wi
Words of wisdom..

 

Men hvad så med drømme, håb, aspirationer og frygt for fremtiden? Det er jo netop det, som muliggøres og tages styring på i nuet. I nuet, hvor bevidstheden og opmærksomheden sidder på tronen og reagerer. Det paradoksale er, at det virkelig er møghamrende simplet og stadig ufatteligt svært. Der er ingen pille, ingen app, ingen knap til at lukke for al larmen fra fortid og fremtid. Stilheden skal hentes indefra, men der er heldigvis hjælp at hente. En hjælp, som jeg selv lige er blevet introduceret til via en meget dygtig læremester på et tredages meditationsretreat i Sverige.

Meditation kan defineres som selvregulering af opmærksomhed til at fjerne påvirkningen af den sædvanlige strøm af tanker, og hvor målet er at nå en tilstand af “tankeløs bevidsthed” (Yunesian et al., 2008). Altså, at personen er passivt bevidst i det givne øjeblik. Selvom der findes en række forskellige teknikker, så forudsætter succesfuld meditation en selvfokuseret færdighed (læs: svært). Men øvelse gør jo mester, og jeg er kun lige begyndt…

XOXO Thoughts from a passionate nutcase

Litteratur

Yunesian et al., 2008Effects of Transcendental Meditation on mental health: a before-after study. https://cpementalhealth.biomedcentral.com/track/pdf/10.1186/1745-0179-4-25?site=http://cpementalhealth.biomedcentral.com. 1. november 2008.

Meditationsskolen

  1. Link til hjemmesiden: http://meditationsskolen.com
  2. Link til retreat i Sjövik: http://meditationsskolen.com/216256/sjvik_2/+?p=1800511
  3. Link til information om Jesper Westmark: http://meditationsskolen.com/216256/westmark/+?p=1746027

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s