Kaffe kendes også i Danmark som “det sorte guld”. Jeg har aldrig selv fået lært at drikke det, men min kæreste har gjort et ihærdigt forsøg. Bl.a. ved at servere blendet iskaffe med en masse mælk i (jeg elsker nemlig alle former for smoothies). Han elsker, som mange andre, en god kop kaffe og især om morgenen. For mange danskere er indtaget af kaffe forbundet med deres morgenritual, og for 45% har morgenkaffen direkte indflydelse på om deres dag bliver god – det gælder bestemt også flere i min omgangskreds (Grundtvig, 2017).

Milk, please! Cirka halvdelen af de danske kaffedrikkere vil gerne have mælk i deres kaffe (forhåbentlig anvender en stor del plantebaseret mælk, men det siger undersøgelsen desværre intet om). I Danmark er vi generelt så vilde med kaffe, at vi med et gennemsnitligt kaffeforbrug på 8,6 kilo kaffe om året befinder os på top fem over lande med størst forbrug af kaffe i verden (Grundtvig, 2017).
Ifølge en undersøgelse gennemført for Nespresso i 2016 af analyseinstituttet Norstat Danmark A/S fordeler præferencerne for kaffe sig således:
- Filterkaffe 46% (samme tal 2015 var 52 pct.)
- Espressomaskine 17% (samme tal 2015 var 12 pct.)
- Stempelkaffe 15% (samme tal 2015 var 15 pct.)
- Kapselkaffe 12% (samme tal 2015 var 11 pct.)
- Instant/pulverkaffe 8% (samme tal 2015 var 8 pct.)
- Andre typer kaffe 2% (samme tal 2015 var 2 pct.)

Iskaffe i Thailand
Men er det sundt med al den kaffe?
Som med så meget andet, kan det være svært at gennemskue konsekvenserne af kaffe-vanerne, men umiddelbart er der håb forude for fans af det sorte opium. Undersøgelser viser, at kaffe kan bidrage til at beskytte vores leverfunktion, da kaffeindtag kan nedbringe inflammation i leveren og reducere risiko for leversygdomme og kræft i leveren. Andre potentielle sundhedsmæssige fordele forbundet med at drikke kaffe er bl.a. beskyttelse mod type 2 diabetes og parkinsons.
Vores kroppe er konstant under angreb af “frie radikaler, der er molekyler med uparrede elektroner og som er kemisk ustabile. De vil gerne koble sig på et stof og oxidere det (læs: ødelægge det), hvilket kan beskadige vigtige cellestrukturer som proteiner og DNA. Her kommer antioxidanter (vitamin C, E, betacaroten etc.) ind i billedet ved at donere elektroner til de frie radikaler, og effektivt bekæmpe dem. Interessant nok indeholder kaffe flere kraftfulde antioxidanter, som bl.a. er effektive til at neutralisere frie radikaler og forebygge oxidativ stress (Møller, 2000; Bjarnadottir, 2015).
Det er antioxidanter og bioaktive forbindelser i kaffe, der reducerer insulinresistens og inflammation, men flere undersøgelser er dog nødvendige for at kunne sige noget entydigt om effekten samt identificere konkret, hvilke aktive ingredienser i kaffe, der indeholder beskyttende egenskaber (
Datz, 2015; Greger, 2017).
Det tyder også på, at kaffe er sundt for hjertet. Tidligere har kaffe været mistænkt for at øge risikoen for irregulær hjerterytme, men nyere forskning viser i stedet, at et moderat indtag af koffein (svarende til mindre end 6 kopper kaffe om dagen) har en beskyttende effekt på hjerterytmen samt sinker risikoen for hjertesygdomme med 11% (Greger, 2017; Paddok, 2012)
Økologi ka’ vi li’
Det er ingen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af økologi – for miljøet, vores helbred og dyrenes skyld. Så når jeg i ny og næ indtager en kop kaffe, så skal den være økologisk og helst fairtrade. Økologisk kaffe dyrkes uden brug af syntetisk gødning eller pesticider, og hvor jorden har fået tilstrækkelig tid til at afgifte sig selv uden hjælp af genetisk modificerede organismer. Endelig behandles og pakkes økologisk kaffe uden involvering af kemikalier. Typisk dyrkes den i en naturlig skygge af tropiske skove og kræver derfor ikke rydning og nedfældning af træer til landbrug (i modsætning til konventionel kaffe) (OrganicFacts, 2017).
Pesticider og andre konventionelle landbrugskemikalier akkumuleres i kropsfedt og kan forårsage skade på nervesystemet og reproduktive systemer. Gravide og ammende kvinder, der drikker traditionelt dyrket kaffe skal være ekstra varsomme, da kemiske rester, der forårsager hormonforstyrrelser og påvirker immunsystem funktioner, kan overføres til deres fostre eller ammende babyer. Pesticider og andre landbrugskemikalier har været forbundet med udviklingsmæssige og adfærdsmæssige abnormiteter (også for arbejderne på kaffe-plantager), og ved at drikke økologisk kaffe elimineres de sundhedsrisici, der kan være forbundet med konventionel kaffe (Hjerl Hansen, 2016; Campbell, 2017).
Alt med måde
At drikke for meget kaffe kan dog medføre ubehagelige bivirkninger som svimmelhed, diarré, øget tørst, søvnløshed, hovedpine, feber, irritabilitet og hyperaktivitet (Butler, 2017). Et dagligt indtag af koffeinholdige drikkevarer kan også føre til fysisk afhængighed, og symptomer som hovedpine, træthed, humørsvingninger og koncentrationsproblemer kan opstå, hvis indtaget af koffein stoppes efter en længere periode med indtag på 2-4 kopper dagligt (Greger, 2017).
Men det er måske ikke så skidt, at koffein er vanedannende, når kaffe bidrager til den overordnede sundhed (især hvis den er økologisk). Bottoms up…
XOXO Thoughts from a passionate nutcase
Litteratur
Bjarnadottir, 2015: Science: Coffee Is the World’s Biggest Source of Antioxidants. https://www.healthline.com/nutrition/coffee-worlds-biggest-source-of-antioxidants#section1. 6. august 2015.
Butler, 2017: Caffeine Overdose: How Much Is Too Much? https://www.healthline.com/health/caffeine-overdose#overview1. 12. juni 2012
Campbell, 2017: What Are the Benefits of Organic Coffee Consumption? https://www.livestrong.com/article/412545-benefits-organic-coffee-consumption/ 13. juni 2017.
Datz, 2015: Moderate Coffee Drinking May Lower Risk of Premature Death. https://www.hsph.harvard.edu/news/press-releases/moderate-coffee-drinking-may-lower-risk-of-premature-death/
Greger, 2017: How Not To Die. Pan Books. London
Grundtvig, 2017: Fakta Om Kaffe: Danskerne Har Det Tredjestørste Forbrug i Verden. http://politiken.dk/forbrugogliv/art5908227/Danskerne-har-det-tredjestørste-forbrug-i-verden
Hjerl Hansen, 2016: You May Be Drinking Coffee Grown Under Slavery-like, Life-Threatening Conditions. https://old.danwatch.dk/en/undersogelse/bitter-kaffe/. 2. marts 2016.
Møller, 2000: Antioxidanter og frie radikaler. https://www.netdoktor.dk/sunderaad/fakta/antioxidant.htm. 1. november 2000.
Nespresso, 2016: Kaffevaner 2016: Færre Danskere Drikker Filterkaffe. Nespresso Pressemeddelelse 2016. http://www.mynewsdesk.com/dk/nespresso/pressreleases/kaffevaner-2016-faerre-danskere-drikker-filterkaffe-1508279. 8. august 2016.
Coffee: Health Benefits, Nutritional Information. https://www.medicalnewstoday.com/articles/270202.php. 7. april 2016.
OrganicFacts, 2017: Organic Coffee. https://www.organicfacts.net/organic-coffee.html. 21. august 2017.
Paddock, 2012: Coffee In Moderation May Benefit Heart Slightly https://www.medicalnewstoday.com/articles/247109.php. 27. juni 2012.
Tobberup, 2015: Koffein. https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/kost/koffein/. 22. oktober 2015.